Synstræningen gav mig troen på livet igen

Artikel i fagbladet Optikeren i 2018

Et uheldigt fald ændrede med ét hele Jeanettes liv – hun mistede sit job, sit sociale liv og kræfterne til at være den mor, hun engang var. Neurooptometrist Thomas Kirkfeldt skulle blive hendes redning i kampen for at komme tilbage til livet.

Den hvide sne lyser boligkvarteret op, hvor Jeannette, hendes mand og deres tre sønner bor. I døren mødes jeg af et stort smil og to store brune øjne. Men intet er, som det ser ud, for bag smilet gemmer sig kroniske smerter, og de tilsyneladende brune øjne er i virkeligheden blå – men Jeanette er nødsaget til at gå med kontaktlinser med et gråt UV-filter, så hun er beskyttet mod den lysfølsomhed, hendes uheld har kostet hende. 

Jeg har da bandet langt væk over ulykken mange gange og sagt, at hvis jeg bare var taget med min mand hjem, så var det her ikke sket. Men ét splitsekund kom til at ændre hele mit liv, siger Jeanette Schøler. 40 års fødselsdag endte med et brag. En forårsaften i april 2015 var Jeanette og nogle venner på vej hjem fra den 40 års fødselsdag, de alle havde set så meget frem til. Jeanettes mand var for længst gået kold og taget hjem, men Jeanette og nogle venner havde holdt ud til den lyse morgen. Vejret var godt, og stemningen fra festen stadig intakt – der blev grinet og fjollet på vej ned til cyklerne, der var parkeret i byen et stykke fra det sted, hvor festen blev holdt. Bare gå i forvejen, jeg har fået en sten i skoen, sagde Jeanette. Kom, hop op på mine skuldre, så bærer jeg dig det sidste stykke vej, sagde Jeanettes mands fætter. 

Overbalance. En kolbøtte. Hårde brosten. Jeanette besvimer. Aftenen blev med ét forvandlet til et virvar af smerte, kaos og frygt. Jeanette vågnede op på skadestuen med et uigenkendelig forslået ansigt og beskeden om, at hun havde pådraget sig en hjernerystelse.

Ulykken blev starten på en kamp, som Jeanette aldrig havde forestillet sig, hun skulle kæmpe. Hun kunne pludselig ikke løfte sin, på det tidspunkt, toårige søn, og med tiden begyndte hun at tale usammenhængende. Da hun på et tidspunkt glemte, hvad hendes to sønner hedder, blev det nok for Jeanettes mand. Min mand kører mig på skadestuen, og jeg bliver indlagt i en hel uge, hvor jeg får taget prøver fra top til tå. Dommen er at jeg, udover min hjernerystelse, har fået piskesmæld og brækket kæben.

Jeanette var konstant træt og oftest kun vågen to timer i døgnet. Hun blev meget hurtigt svimmel og kunne ikke koncentrere sig. Alt, der hed lys og lyde, var ved at gøre hende sindssyg, og solbriller og høreværn var på i alle døgnets vågne timer. Den migrænelignende hovedpine var blevet en fast følgesvend – men det, der ramte Jeanette mest, var, at hendes syn var blevet forringet så kraftigt, at hun ikke længere kunne læse en børnebog for sine drenge. Jeg kunne ikke fokusere ordentligt med mine øjne, og jeg så dobbelt. Når jeg skulle putte børnene med en godnathistorie, hoppede og dansede jeg rundt i det. Gængse ord forsvandt, og min femårige søn skulle hjælpe mig med at finde ordene, siger Jeanette.

Et halvt år efter ulykken forlod Jeanette neurologisk afdeling med beskeden om, at hendes hjernerystelse havde forårsaget senfølger, som hun ikke skulle regne med ville forsvinde – nogensinde. Til gengæld skulle hun forsøge at kontakte neuro optometrist Thomas Kirkfeldt.

Der skulle gå et år, før Jeanette fik overskud til at kontakte Thomas Kirkfeldt, og redegørelsen over hendes tilstand var slående:

"Det må konkluderes, at Jeanettes funktionelle syn er voldsomt påvirket. En sådan tilstand vil typisk være meget invaliderende. Det vurderes, at Jeanette har mulighed for at optimere sine synsfærdigheder ved et synstræningsforløb. Det er endnu for tidligt at sige noget om i hvilken grad, men mulighederne må anses for at være gode".

Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det kan ikke passe det her, jeg har taget en pædagoguddannelse, hvordan kan mit læsestadie være på niveau med en seksårig? Siger Jeanette.

Jeanette påbegyndte det træningsprogram, som Thomas gav hende, og umiddelbart simple øvelser blev pludselig en kamp.

Jeg lavede denne her boldøvelse med en bold hængende i loftet. Fire gange om dagen i fire minutter skulle jeg ligge under bolden og følge den med øjnene. I starten var det så hårdt, at jeg måtte gå ud og kaste op bagefter – men det hjalp på min svimmelhed, og efterhånden kunne jeg optimere øvelserne med tal og bogstaver, siger Jeanette og tilføjer: "Det er så simple øvelser, hvor man tænker, hvordan det dog kan hjælpe? Men det gjorde det altså bare". Jeg ser ikke længere dobbelt og er ikke så svimmel.

 

Jeg er ikke den mor, jeg engang var

”Mor, du er ikke særlig sjov, for du kan aldrig lege med mig mere” - Ordene skar sig ind i hjertet på Jeanette, da hendes, på daværende tidspunkt, femårige søn Ebbe, udtrykte sin frustration over sin mors sygdomsforløb. Det første år tog Jeanettes mand  sig 100 procent af deres to sønner. Jeanette forklarer, at det faktum, at hun ikke længere kunne løfte sine børn og lege med dem, har haft sine konsekvenser, men hun forsøger at tage revanche nu, hvor hun er i bedring.  

Da jeg blev gravid med vores tredje søn, Theo, var jeg meget i tvivl om, hvorvidt jeg selv og vores lille familie kunne magte endnu et familiemedlem. Og selvom vi elsker og aldrig ville undvære Theo i dag, så havde jeg fået en abort, hvis vi dengang havde opdaget graviditeten tidligere, fortæller Jeanette ærligt.

Heldigvis fik Jeanette og hendes mand en nem og glad dreng , og Jeanette er på barsel med ham nu. Jeanette blev efter sin ulykke fyret fra sit job som pædagogmedhjælper i en vuggestue, og i dag har hun sluttet fred med, at hun aldrig kommer til at arbejde med børn igen.  I næste uge skal jeg besøge min sagsbehandler for at tale om arbejdsprøvning. Jeg lægger ud med at prøve i mit eget fag som pædagog, og det, håber jeg meget, kan lade sig gøre. På grund af støjniveau kommer jeg aldrig til at arbejde med børn igen, men jeg skal forhåbentligt forsøge mig på et aktiveringshold på et plejehjem, siger Jeanette.

Den usynlige lidelse 

Jeanette har brugt et helt år på at beskytte sig selv indenfor hjemmets fire vægge, men det er hårdt at skulle afslå invitationer fra familie og venner. 

Det værste er næsten, at det er en usynlig lidelse, det er vildt frustrerende. Jeg ville ønske, at jeg havde en brækket arm i stedet for det her. For det ér svært for andre at forstå, at jeg bliver nødt til at forlade en fest efter et par timer – og at jeg derefter skal sætte en uge af til at komme til hægterne igen. 

Jeanette har den dag i dag, 2½ år efter ulykken, stadig mange ting, hun kæmper med. Men hun hæfter sig ved den enorme fremgang, der er sket, efter hun begyndte sit behandlingsforløb hos Thomas Kirkfeldt og Klinik for Syn og Udvikling. 

Efter et år sluttede jeg fred med, at jeg ikke kommer til at gå til koncerter eller i biografen mere. Jeg kan godt gå på cafébesøg, men i en meget mild grad, og jeg skal generelt være god til at vælge til og fra. Men det nytter ikke noget at lægge sig til at græde, jeg kæmper videre, siger Jeanette. 

Jeanettes mor kommer ind med lille Theo, som er vågnet fra sin middagslur. Han smiler over hele ansigtet, da han ser sin mor, og gør tegn med armene til, at han vil over i sin hendes favn. 

Jeg takker skæbnen for, at jeg er hypermobil og derfor ikke brækkede nakken under ulykken, for så havde Theo og jeg måske ikke stået her i dag.